Mødeøen Fyn

Mødeøen Fyn

Mødeøen Fyn har det hele

Fynske møde- og konferencevirksomheder rykker tættere sammen for at udnytte mulighederne i de positive tendenser i mødemarkedet. En fælles charmeoffensiv for mødebookere og mødepakker, der kombinerer flere steder i én mødeoplevelse, er vejen frem.

Af Marianne Kirkeby

 

Bryd formen og luft kreativiteten. Snup den bærbare under armen, skub mødedøren op og træd ud i Danmarks outdoor #1. Træk den fynske luft ind i lungerne, og mærk overskuddet bruse ind. Du kan det hele. Del workshop sessioner op med øhop eller find fornyet energi med et break i bølgerne. Padl. Dyk. Vandr. Klatr. Fokusér. Mærk naturens storhed, og saml appetit til fynske delikatesser.

Brandet Mødeøen Fyn er skabt i Møde Alliancen, som er et strategisk samarbejde, etableret mellem 33 fynske møde og konferencesteder på tværs af alle de fynske kommuner under Udvikling Fyn. Formålet er at udnytte Fyns styrke i den geografiske placering midt i Danmark. Desuden tilbyder Fyn en mangfoldighed af unikke og alternative mødesteder samt kapacitetsstærke konferencesteder.

Via konceptet Mødeøen Fyn skal partnerskabet sikre fælles markedsføring og salgsfremstød og dermed tiltrække flere møder og konferencer til Fyn. Mangfoldigheden, gæstfriheden og kvaliteten skal få gæsterne til at komme igen – og til at købe mere, mens de er her.
Mødeøen Fyn vil slå på placeringen midt i landet og mangfoldigheden i mødeproduktet. Det handler om at spare transporttid og få et anderledes møde.

Det anderledes møde
Samarbejdet og partnerskaberne mellem de enkelte destinationer giver netop unikke muligheder for et anderledes møde. En frihed til at vælge på hvilket ud af syv mødesteder, man ønsker at benytte mødefaciliteterne, hvor man ønsker at indtage middagen, og om overnatningen skal foregå på hotel, slot eller kro – med transporten inklusive. Der er lagt op til kulinariske oplevelser og fokus på de fynske
specialiteter fra Danmarks have.

Konceptet skal gøre det nemt for mødebookere at sammensætte og booke en anderledes konferencepakke. Samtidig er ambitionen for produkt- og salgssamarbejdet, at det skal blive en salgsmæssig succes for de involverede virksomheder og at konceptet samtidig kan blive en case, som inspirerer til nye og utraditionelle konstellationer.

Fælles indsatser
Destination Fyn Klyngen understøtter og faciliterer samarbejdet. Mødeøen Fyn har til formål at skabe netværks- og salgsplatforme, hvor fynske møde- og konferencesteder skal blive synlige gennem fælles indsatser og events. Det sker bl.a. i februar, hvor Filmbyen i København bliver forvandlet til en arena for fynsk charmeoffensiv, når de fynske møde- og konferencesteder samler sig under konceptet Mødeøen Fyn og i følgeskab med Peter Aalbæk tager imod 100 københavnske mødebookere. Eller i marts, hvor Mødeøen Fyn også er repræsenteret
på Møde & Eventmessen i Bella Centret.

www.mødeøenfyn.dk

 

 

• På Fyn skaber mødeturismen en omsætning på 2,35 mia. kr. og fuldtidsbeskæftigelse til mere end 4600 personer. Fyn har en markedsandel på 11,3% af det samlede mødemarked i Danmark målt i omsætning, hvilket viser et potentiale for at vinde markedsandele.
• Forretningsturismen genererer samlet set en omsætning på Fyn på 2,35 mia. kr.
• Det er 42% af omsætningen i den fynske turisme.
• Forenings- og organisationsmarkedet har stor tradition for at lægge møder på Fyn og i Vestdanmark.
• Mødebookere er i 80% af tilfældene kvinder i alderen 36-56 år.
• 88% af alle mødebookere er parate til at disponere en time til transport. 73% af alle mødebookere er parate til at disponere 1½ time til transport.

Kilde: Mødebarometer – Facts og tendenser i det danske møde-marked, Blicher-Hansen et al., 2010. Mødeturisme i Syddanmark, Regional udvikling, Region Syddanmark, februar 2014. Fakta om mødemarkedet i Danmark, Dansk Erhverv / Visit Denmark, 2012.

Marianne Kirkeby

Add your Biographical Info and they will appear here.