Restaurant Bacchus Odense

Berusende oplevelser

Berusende oplevelser

Restaurant Bacchus i Odense er opkaldt efter vinens og beruselsens gud. Men også maden er berusende – et sandt bombardement af smag, så restauranten lever i den grad op til sit navn. Vores smagssans blev udfordret og vi fik brudt nogle grænser.

 

Af Marianne Kirkeby
Foto: Jette Eriksen

 

 

Restaurant Bacchus

Da vi nærmer os restauranten i Vestergade i det indre Odense, bliver vi mødt af et varmt lysskær og lygter med levende lys ved indgangsdøren – en indbydende kontrast til den danske vinterkulde. Restauranten er indrettet hyggeligt med varm, autentisk fransk stemning, som understreges af dejlig baggrundsmusik med Edit Piaf.

 
Les amuses og champagne
Indehaveren Stephane Libourel modtager os, og vi får et tomandsbord midt i restauranten med godt overblik til både indgang og køkken, hvor der er livlig aktivitet. Vi får serveret et glas Champagne sammen med les amuses af ristet due-indmad marineret i Balsamico og rosmarin og en lille løgtærte. Jeg træder over aftenens første udfordring og spiser indmad, men det smager dejligt. Fransk smør rørt med krydderier toppet op på en frossen sten kommer på bordet sammen med hjemmebagt brød af Manitoba mel, som har en helt fantastisk smag
og krumme.
Restauranten bliver efterhånden fyldt med gæster og en god stemning – flere er ude og fejrer, kan vi se på Dannebrogsflagene på nogle af bordene.

 
Fransk forkælelse
Den dejlige champagne følger med videre til forretten, som er tempurastegte kammuslinger med jordskokkecreme i skøn forening med ristede hasselnødder og et flot salt modspil fra frisk salturt og sprøde chips af jordskokker drysset med revet trøffel. Stephane kommer med en lille kobberkasserolle og topper anretningen med en gavmild skefuld frisk stenbiderrogn. Vi kan høre englene synge – dette er forrygende, fransk forkælelse med asiatisk inspiration.
Vi når til hovedretten og bliver præsenteret for en kraftig rødvin fra egnen omkring Lyon, hvor Stephane kommer fra. Alle vine på vinkortet, er nøje udvalgt af Stephane selv, så de passer perfekt til maden.

 
Grænser brydes
Og så skal vi igen udfordres. Hovedretten er fransk due – vi får hver en halv due. Med fødder og næb. Og det er meningen vi skal smage på hjernen, som for franskmænd er en stor delikatesse. Duen ledsages af bagt rødbede, bagte løg og en intens sauce kogt på skrog, tørrede
bær med kaffe og rå kakao. Det smager fantastisk. ”Alt hvad der kan flyve må spises med fingrene” – og det gør vi for at få det hele med, men lidt grænseoverskridende at sidde på en dejlig restaurant og spise på den måde. Og så tager vi også den sidste udfordring op og smager på hjernen. Det føles lidt fedtet og smager lidt udefinerligt. En delikatesse som franskmændene for os godt må beholde – men vi gjorde det!

 
Fryd for øje og smag
Endelig skal vi til desserten. Stephane fortæller om dessertvinen, at så snart han havde smagt den, var han ikke i tvivl om, at den passede perfekt til netop denne dessert. Og det gør den. Desserten er appelsinkage med blodappelsinsorbet, kardemommecreme, syltet appelsinskal
og brændt hvid chokolade. En fryd for øjet og med en koncentreret smag af appelsin.
Høje af oplevelsen tager vi afsked med Stephane og vores søde tjener, som begge har opvartet os godt og med inspirerende information. Vi går igen ud i den vinterkolde aften – berusede af smag, brudte grænser, og mætte på den rigtig gode måde.

 
www.restaurantbacchus.dk

 

 

Marianne Kirkeby

Add your Biographical Info and they will appear here.