Odin Havnepark

Odin Havnepark

Fra fagforeningshus til Odin Havnepark

HK Midt lå tidligere inde i Odense midtby, hvor visionen var at etablere et helt fagforeningshus. Derfor blev der opkøbt ejendomme omkring domicilet i Vindegade og der var mange planer for udvidelser, bl.a. med en underjordisk p-plads, men kommunen ville ikke lege med. Planerne faldt til jorden og pladsproblemerne var ikke løst. Derfor faldt blikket på ejendommen på Lumbyvej, hvor behov for plads og parkering kunne dækkes.

 

Af Marianne Kirkeby

 

– Vi kunne se mulighederne og med Odins Broen på vej, var beliggenheden perfekt. HK Midt dækker både Fyn og Fredericia, og uanset om man kommer fra vest eller øst, er det nemt at komme til. Ved indflytningen i oktober 2010 var halvdelen fyldt på forhånd med de andre lejere fra Vindegade. Vores forventning var, at vi først ville begynde at vækste, når Odins Broen stod færdig, men det gik meget hurtigere, fortæller formand for HK Midt Martin Rasmussen.

 

Hurtig udlejning

Under ombygningsprocessen var der mange, der fik øjnene op for den ideelle beliggenhed med Odins Broens komme. Mange lejere fra liberalt erhverv m.m. stod klar – og ideen om et fagforeningshus blev udvidet til også at rumme andre virksomheder. Odin Havnepark var født.

– I dag rummer vi 60 virksomheder og 300 medarbejdere. Tilsammen har vi et stort behov for møde- og konferencelokaler. Over 4-5 år har vi bygget om og udviklet 4000 m2 som indeholder mødelokaler, fællesarealer og konferencerum for 2-1000 personer. Og hvorfor så ikke også tilbyde faciliteterne til andre. Vi tilbyder lokaler til alt fra små møder og store generalforsamlinger til kongresser, messer og udstillinger. Vi har nu ca. 40.000 besøgende om året, og vi vækster med ca. 10% om året, og det har vi faktisk gjort siden vi flyttede herud. Vi har plads til at vækste, men niveauet passer os rigtig godt, for så kan vi følge med, fortsætter Martin Rasmussen.

 

Alle faciliteter

I alle bygninger og lokaler løber en rød tråd af fortælling – om historien som vises i billeder og bevaring af typiske ”fabriksdele”, i kunsten og i grafik over den nye Odins Bro. Dagslys strømmer ind overalt og alle lokaler fremstår lyse, imødekommende og nærmest hyggelige trods størrelsen på mange af dem.

– Beliggenhed, AV udstyr, gratis parkering og lækker mad. Vi har alt det, der efterspørges, og når man har betalt sin leje, kommer der ingen efterbetaling for AV udstyr, opstilling m.m. Med de nye haller kan vi nu også tilbyde at afholde messer og udstillinger eller store e-sport arrangementer, som kører over flere døgn, afslutter Martin Rasmussen.

 

Private selskaber

Odin Havnepark er ikke kun til erhvervsarrangementer. Det er også muligt at afholde private fester, receptioner og julefrokoster. Konceptet er som i forsamlingshuse – man bestiller lokaler og mad med personale til servering m.m. Men drikkevarerne kan man selv medbringe, hvis man ønsker det.

 

Endnu en udvidelse på vej

Endnu en af de gamle fabrikshaller er under ombygning til kontorer. Om ca. en måned flytter Ungdomsskoleforeningen ind her. Og på stedet, hvor et bilværksted for nyligt nedbrændte, anlægges ca. 150 nye p-pladser.

 

www.odinhavnepark.dk

 

Marianne Kirkeby

Add your Biographical Info and they will appear here.