Restaurant Knudsens Gaard i Odense

Restaurant Knudsens Gaard i Odense

En kulinarisk forårsaften på Restaurant Knudsens Gaard i Odense

Hvem har ikke været til reception eller familiefest på Hotel Knudsens Gaard? Men hvorfor ikke nyde en dejlig 3-retters forårsmenu på en af Fyns mest historiske restauranter på en ganske almindelig tirsdag aften i april? Det var lige præcis det, vi gjorde…

Af Søren Fohlmann

 

Historien om Hotel Knudsens Gaard kan dateres helt tilbage til år 1100. Dengang regerede Kong Knud VI, og gården lå i landsbyen Hunderup lidt uden for Odense. Gamle sagn fortæller, at H.C. Andersen måske blev inspireret til eventyret om Den Grimme Ælling på sine ture ud til gården efter mælk? I dag fremstår Hotel Knudsens Gaard, som en af de mest historiske restauranter på Fyn. Selv om stedet løbende er blevet renoveret – og fortsat bliver det – så har det ikke ændret på den hyggelige stemning, der er på stedet.

 

En harmonisk menu

Vores aften startede med et glas forfriskende bobler i form af en lyserød Cava. Noget man aldrig går forkert i byen af. Den delikate forret med friske stenbiderrogn og smagfulde ristede kammuslinger lagde en god bund sammen med et glas fed Chardonnay. Hovedretten var kalvefilet med sprøde, grillede grøntsager og hertil en passende Vermouth-sauce. Der var rigeligt kød på tallerkenen, så ingen gik sultne hjem. Menuen blev rundet af med en lækker rabarbertrifli og ”blå” marengsbund med hvid chokolade og rabarbersorbet suppleret med et koldt glas Moscato d’Asti. En superfin forårsmenu med dejlige italienske vine til, og hvor alt gik op i en højere enhed.

 

Hyggeligt værtskab og god betjening

Den aften, hvor vi havde valgt at besøge Knudsens Gaard, var stedets ejer Steen Sørensen til stede. Sammen med de venlige og smilende tjenere var han med til at sætte den helt rigtige stemning. Der er ikke mange steder tilbage, hvor værten giver sig tid til at smalltalke med gæsterne.

Og gæster var der ret mange af på sådan en tirsdag aften. Alt lige fra den alenerejsende sælger, det unge par med børn, familien i tre generationer til den udenlandske salgsgruppe på otte mand, der også skulle overnatte på Hotel Knudsens Gaard, alle nød klart den kulinariske aftendinner på en skøn forårsaften i april.

 

www.knudsensgaard.dk

 

 

Menu:

Stenbiderrogn med blinis, ristede kammuslinger og krydderurtemousse

Vin: Zenato Chardonnay, Garda DOC

Langtidsstegt kalvefilet med asparges, nye løg og Noilly Prat Sauce

Vin: Mazzei, Chianti Classico, Ser Lapo

Rabarbertrifli og marengsbund med hvid chokolade og rabarbersorbet

Vin: Fiocco Vite, Moscato d’Asti

Pris inkl. vine pr. person kr. 653

 

 

Knudsens Gaard – Hotel & Restaurant

Åbent:

  • Frokost og aften
  • Søn- og helligdage aften
  • Menu, 3-5 retter fra 428,-
  • Vinmenu fra 150,-

 

  •  A la Carte
  •  Selskaber
  •  Møder & konferencer
  •  Overnatning

 

Hunderupgade 2, Odense M, Tlf. 63 11 43 11

 

Marianne Kirkeby

Add your Biographical Info and they will appear here.