Svendborg hvor ellers

Svendborg hvor ellers

Borgmester Lars Hornemann

Svendborg løfter Svendborg til #svendborghvorellers

Et hashtag der allerede i dag kendes, når Svendborg er på dagsorden. Og et hashtag der vil dukke op med jævne mellemrum de kommende år. Hvorfor?

 

Af Lars Hornemann, borgmester og

Per Nykjær Jensen, formand for Svendborg Erhvervsråd

 

Svendborg hvor ellers?

– Jo, af den simple grund, at det siger alt om Svendborg – på alle måder. Nemlig, at det er i Svendborg vi kan. Det er i Svendborg vi vil. Det er i Svendborg vi tør. Derfor hashtagget #Svendborghvorellers. Samtidig ligger hashtagget fint i forlængelse af den markedsførings- og brandingkampagne, Svendborg løfter Svendborg, vi har kørt de sidste 2 ½ år. En kampagne hvor Svendborg Kommune i et godt og tæt samarbejde med mange forskellige interessenter har talt Svendborgs sag med det formål, at få Svendborg endnu mere på landkortet, end byen og området er i forvejen.

Der har været stærke samarbejder med hele rådgivningssektoren, banker, advokater, ejendomsmæglere, ingeniører. Vi har haft tæt kontakt til hele skole- og undervisningsområdet lige fra folkeskolerne til de mange efter- og højskoler, der ligger som små åndehuller rundt på Sydfyn. Ligesom vi har brugt områdets mangfoldige kulturliv, til at vise, at her kan vi også sige #svendborghvorellers.

Flere folk flytter til

Kampagnen har også haft det formål, at få flere folk til at flytte til Sydfyn. Samt gøre det mere attraktivt for erhvervslivet at etablere sig i Svendborg. Selv om det er for tidligt at sige noget endeligt om virkningen af kampagnen, kan vi konstatere, at befolkningstallet i Svendborg er gået fremad de seneste år. Siden sommeren 2014 er befolkningstallet steget. Og det senest opgjorte tal viser, at 58.640 havde bopæl i Svendborg Kommune pr.1. juni 2017, hvilket er det højeste antal indbyggere de seneste år.

På erhvervsområdet kan fremgangen også spores. I Dansk Industris undersøgelse Lokalt Erhvervsklima om kommunernes erhvervsvenlighed fik Svendborg en placering som nummer 58 af 96 kommuner i 2016. Det er en fremgang på otte pladser i forhold til året før. Samme billeder tegner sig i en tilsvarende undersøgelse fra Dansk Byggeri fra foråret 2017. Her er Svendborg rykket 14 pladser frem fra nummer 59 i 2016 til nummer 45 i 2017. Så også her kan vi med god grund bruge hashtagget #svendborghvorellers.

I den sammenhæng er det værd at nævne, at mange af erhvervsvirksomhederne i deres kommentarer i undersøgelserne peger på, at den kommunale sagsbehandling er blevet betydelig bedre. Hvilket er en naturlig konsekvens af, at kun i fællesskab og dialog kommer der positive resultater, der medvirker til at Svendborg løfter Svendborg.

Det er vores fornemmelse, at der både blandt erhvervslivet og borgerne i Svendborg er en fælles forståelse af, at samarbejde er vejen frem. Det er opbakningen til Svendborg løfter Svendborg det bedste eksempel på.

Svendborg viser sig frem

Den forgangne sommer – der snart bliver en del af historiebøgerne – viser også, at Svendborg og hele det sydfynske område har vist sig frem på smukkeste vis. Verdensmesterskaberne for Star Både fik masser af roser til de mange frivillige i og omkring Troense. DM i dressur ved Broholm Slot satte ny publikumsrekord med næsten 10.000 tilskuere. Nøjagtig som de 2.800 deltagere i Dansk Bridgefestival i Svendborg Idrætscenter var det højeste antal spillere i de fire år, hvor de mange glade bridgespillere er mødtes i juli i Svendborg.

Og både i de forløbne måneder og i de kommende år venter store opgaver. I september var Svendborg startby for 2. etape af Danmarks største professionelle cykelløb PostNord Danmark Rundt. Ligesom Svendborg var omdannet til en miniudgaven af Cannes-filmfestivalen, da Svendborg var vært for Svend 17 – Danmarks Kultur og Filmdage. På Svendborgsund mødtes over 400 både til sejladsen Silverrudder Challenge – kaldet havets Ironman. For blot at nævne nogle af de mange arrangementer, der har været med til at sætte fokus på Svendborg.

Længere ude i fremtiden venter Danmarks største sports- og idrætsstævne, når DGI Landsstævne i 2021 afvikles i Svendborg. Mens Svendborg i 2024 skal være værtsby for stor europæisk konference European Maritim Day. Jo, hashtagget #svendborghvorellers er og bliver en naturlig del af hverdagen på Sydfyn.

 

www.svendborg.dk

 

 

Marianne Kirkeby

Add your Biographical Info and they will appear here.